JYLLAND RUNDT I 1915

Jeg har ændret så lidt som muligt i teksten - indsat et par enkelte kommaer (som datidens Viggo generelt var noget sparsommelig med) eller manglende bogstaver, hvor det forekommer nødvendigt for forståelsen; ellers er alt som nedskrevet/opfattet...bortset fra de slåfejl, jeg selv har begået!



side_8




Dagbog Søndag den 11te Juli.

Vi tog fra Roskilde med 8.59 og kørte med Expres Tog til Korsør hvor vi gik paa Færgen og sejlede over til Fyn i frisk Kuling med Kristian d. 9. Da vi kom til Nyborg holdt toget parat og vi kørte videre igennem Fyn med dets Valmuer.
Odense mærkede vi ikke rigtigt noget til. Vi kom til Strib sammen med en Regnbyge og kom med Kronprinsesse Luise over Lillebælt til Fredericia. Under sejlturen klarede det op og vi kom til Fredericia i Solskin og med godt humør.
Fra Banegaarden cyklede vi ud i Byen og cyklede langs Lillebælt og Voldgraven, spadserede paa den gamle Vold, som går helt omkring Byen.
Paa Volden stod et Mindesmærke for Fredericias tapre Kommandant Lunding. Fra Volden gik vi gennem Byens lige gader til Trinitatis, hvor vi saa Krigergraven.
I Gothersgade så vi Ryes Mindesmærke.
Fra Byen kørte vi forbi Landsoldaten og ud gennem Prinsens Port til Tolstrup, hvor vi fik Mad og Kaffe og Nattelogi.



Mandag den 12te Juli.

Vi forlod Tolstrupgaarden ca. 9 Formiddag og cyklede over Herslev Hornstrup og Viuf til Landevejen, som fører fra Kolding til Vejle. Paa Vejen spiste vi noget af vor medbragte Mad.
I en lille Plantage ved Vejen stod et Mindesmærke til Minde om Niels Kjeldsens Kamp mod Overmagten.
Vejle naaedes Kl. 12 Middag. I Vejle besøgte vi Havnen og cyklede ud gennem Nordskoven til Skyttehuset.
(Middagen blev indtaget d.v.s.: det var Smørrebrød).
Da vi havde set lidt af Byen tog vi op af de store bakker til Høgsholt, hvortil vi kom Kl. 3-4. Saa fik vi Sodavand og Kaffe, saa paa Engene og Kreaturerne (???) (blandt andet en køn Hingst). Derefter fik vi Mad. Elisabet førte os saa til Jellinge, hvor vi saa Thyras og Gorms Høje og Kirken med de gamle Kalkmalerier og de store Runesten paa Kirkegaarden. En sten for Uffe og en ny Talerstol af Sten.
Til Grejsdalen hvor der var overordentlig smukt og vi saa også Grejsdal Hammerværk
Saa op paa Skrædderbakken hvorfra der var smuk Udsigt over Vejle By. Vi kørte saa til Høgsholt igen og kom forbi Lerbæk Mark hvorpaa Frederik d. 7 holdt Kongerevue i 1848 og saa Lerbæk Hovedgaard.
Saa kom vi endelig hjem igen og fik Kaffe og havde det meget hyggeligt sammen med [navn] og Konen. Vi fik et dejligt Værelse og ligge i om Natten.
Da vi var inde i Vejle var vi lige ved at kede os, men det gjorde vi rigtignok [ikke?] i Høgsholt, saa vi var enige om at det alligevel havde været en udmærket Dag.



Tirsdag d. 13de

var den bedste Dag vi endnu har haft. Vi havde det så overordentlig god[t] - fik Bøf og Jordbær til Middag
Før Midddag var vi nede paa nogle mægtige Bakker og om Eftermiddagen kørte vi med den lille Elisabet som Fører til Vejle, hvorfra vi sejlede til Munkebjerg og gik op af de 200 Trin dér.
Paa Vejen til Vejle gik mit Frihjul uheldigvis i Stykker. Da vi havde været på Munkebjerg saa vi paa Vejle By og var nede og se Iversens(?) den store brune Hingst.
Elisabet gav Kaffe paa Missionshotellet. Kl. 6 kørte vi til Høgsholt og tilbragte en hyggelig Aften dér.



Onsdag d. 14

Kl. 11 cyklede vi i godt Humør til Horsens. 6 km fra Vejle kørte Jørgen sammen med en mand og fik Baghjulet slaaet [i] Ottetal. Men vi kom da alligevel godt til Horsens og Edith viste os rundt i Byen (til havnen og Caroline Amalie Lund).
(Kl.) 5 1/2 gik vi i Biograftheatret efter at vi havde faaet saa megen god Mad. Kl. 8 1/2 var vi i Haandværkerforeningens smukke Hus og Have og så dér Folkedanserne fra Mellemskolen. Det var morsomt at se Kammerater i en fremmed By.
Da vi havde set dem gik vi til [???] og fik Kaffe før vi gik i Seng.



Torsdag d. 15

sov vi meget længe. Da vi kom op fik vi Kaffe og gik derefter ud i Haven og ud i Byen. Til middag begyndte det at regne, og vi maatte derfor tage med Toget til Østbirk, hvorfra vi cyklede og gik i øsende regnvejr til Yding. Lidt fra Yding kom Therkelsen os i møde, men vi foretrak at cykle det sidste stykke Vej.
Vi tilbragte Eftermiddagen med at læse og om Aftenen fik vi en dejlig Seng at ligge i.



Fredag d. 16

kom vi op Kl. 8 og det var Regnvejr. Til Middag klarede det op og om Eftermiddagen kørte Oline, Edith, Jørgen og jeg til Skanderborg hvor vi saa Slotskirken Dyrehaven og Byen.
Kl. 7 kom Therkelsen og Peter og vi fik Kaffe. Saa gik vi til Kosmorama og kørte derefter hjem, hvor vi fik Mad og gik i Seng.
I Slotshaven saa vi et mindesmærke for Frederik den Sjette og inde i Byen Niels Ebbesens Monument.



[her må der vist mangle en side eller to!?]

…(Him)melbjerget og vi gik op paa det højeste Punkt og derefter oppe i Taarnet, hvor vi nu ikke kunne se stort andet end nedefra.
Derefter spiste vi Mad og blev fotograferede med Tscherning og Taarnet til Baggrund.



Himmelbjerget
Viggo foran tårnet


Kl. 1.20 sejlede Jørgen og jeg fra Himmelbjerget i øsende Regnvejr. Det blev dog bedre, da vi kom til Silkeborg. Det var en dejlig Sejltur gennem Juelsø, Gudenaaen vi kunde se Stavbjerg( = ‘Stoubjerg’) og Sindbjerg og Borresø med Paradisøerne.
Kl. 3 kørte vi fra Silkeborg til Randers. Det var en lang køretur men vi var der da Klokken var 6. Saa fik vi Kaffe ude i Kristrup og var en tur inde i Randers og saa den store Jernbanebro over Gudenaaen, som er bygget af Italienere. Vi saa ogsaa Niels Ebbesens Hus og Mindestøtte. Vi kom i Seng Kl. 12.



Mandag d. 19

sov vi til 8 1/2, saa kom Gartner Andersen og holdt en vældig Tale for os. Han var en meget gemytlig Mand.
Til Middag fik vi Lammesteg med Agurkesalat og Rabarbergrød. Efter at vi havde fået Kaffe kørte vi ud til Tebbestrup men Gyde(?) var ikke hjemme saa det fik vi jo ikke noget ud af. Derefter saa vi lidt paa Randers og kørte af Viborg til ved 3 1/2 Tiden. Det var en dejlig Køretur, men det var desværre Modvind. Man havde sommesteder en vidunderlig Udsigt ud over Enge og Dale og Byer. Kl. 7 kom vi til Viborg og gik hen til Gjeddebæks Hus. Gjeddebæks var borte men Helga ver der, og hun førte os over til Maries Hjem, hvor vi saa spiste til Aften. Efter Maaltidet gik Jørgen og jeg paa Borgvold og hørte Koncert og saa det overordentlige smukke Anlæg og saa Erik Ejegod Stenen.
Kl. 10 gik vi til Svennesen og fik Sodavand og derefter gik Svennesen, Marie, Helga, Jørgen og jeg over i Gjeddebæks Hus hvor der blev redt Senge til os i Soveværelset. Det var rigtig nok et fint Værelse. Svennesen var også en gemytlig Mand vi kom i Seng Kl. 11 1/2.



Tirsdag d. 20

da vi vaagnede regnede det ganske forfærdeligt. Om Formiddagen stilnede det af og til Middag regnede det slet ikke. Vi var hos Svennesens og spise Frokost og Middag.
Efter Middag gik vi i Domkirken med Helga som Fører. Det var meget interessant.
Efter dette fik vi Kaffe og cyklede saa af Herning til, men da vi kom ud af Byen begyndte det at regne igen og det blev det ved.
Saa kom vi i Tanke om, at det var bedre at køre med Toget til Tarm eller Varde og cyklede derfor til Frederiks, men der gik ikke Tog til Herning før Kl. 9 1/4 og vi kom Kl. 7. Saa kørte vi ud til to mindre Gaarde, og der saa begge steder og i det hele taget de øvrige Gaarde saa uhyggeligt ud, saa vi var næsten glade for at de ikke saa godt havde Plads til os.
Så cyklede vi tilbage til Hotellet og fik et Værelse med Dobbeltseng. Vi maatte skrive vore Navne og Adresser og Bestemmelsessteder i en Bog.
Kl. 9 gik vi til Ro.
1 Mil fra Viborg kom vi igennem en stor Egeskov, den første jeg nogensinde har set.



Onsdag d. 21

stod vi op Kl. 7 1/2 og kom ned paa Hotellet og fik en Kop Kaffe. Kl. 8 1/2 kørte vi fra Frederiks og vi kom til Karup 10 1/2. Det var morsomt at cykle de 2 Mil ind over den bare Hede.
Kl. 12 kom vi til Herning og gik efter at have set lidt paa Byen hen til Banegaarden, hvorfra vi tog med Toget til Varde, da det havde regnet hele Formiddagen i store Byger og det saa ud til at blive ved hele Dagen.
Kl. 5 kom vi ud til Mads Christensen. Bodil var ikke hjemme men vi blev godt modtaget fik dejlig Steg og Jordbær.
Derefter gik vi rundt i Marken sammen med Martin og saa paa den. Sæden og Roerne stod godt.
Derefter sad vi og læste før vi gik i Seng Kl. 9. Da vi kørte forbi [ulæseligt ord], saa jeg lige Elisabeth.



Torsdag d. 22

stod vi op Kl. 7, da vi skulde med til Varde. I Varde saa vi noget paa Byen og derefter gik vi hen til Johanne Olsen på Højskolehjemmet. Hun gav Kaffe til os og vi fik en god Samtale. Hun fortalte os, at der var et Musæum og vi fik Lyst at se det. Det var meget interessant. Blandt andet var der en stor Samling Jydepotter i alle Faconer, en Grønlænderskaal og en Fanøstue, og Afstøbninger af Guldhornene.
Om Eftermiddagen kørte Bodil og vi til Nørlund Herresæde og Skov. Der var meget smukt(?) men det regnede lidt. Vi var inde hos Bekendte og få Kaffe. Det var ellers en meget god Dag



Fredag d. 23

regnede det stærkt, da vi vaagnede og vi skulde ellers efter Bestemmelsen været til Blaavandshuk. Kl. 10 klarede det op, og vi besluttede da at køre til Esbjerg og Fanø. Kl. 11 kørte vi afsted og Kl. 1 var vi i Esbjerg. Det var en flot By med asfalterede og brede Gader, høje Huse og en mægtig stor Havn. Nu bliver der endda bygget en ny Havn til. Kl. 1.30 sejlede vi til Fanø og der traf vi paa en Mand fra Taastrup. Han viste os ned til Havet og de store Hoteller. Vi saa Badehusene blive trukket frem og tilbage af Heste, og vi gik ned langs Havstokken paa det haarde Sand. Vi hørte og saa at der blev sprængt en Mine. Kl. 5.30 sejlede vi fra Fanø og til Esbjerg. Nu var det blevet saa lavvandet, at de Baade, som før laa og skvulpede paa Bølgerne nu laa paa Siden paa tørt Sand. Det var en dejlig Sejltur da Solen skinnede. Kl. 6 kom vi til Esbjerg og begav os paa Hjemvejen. Kl. 7 3/4 var vi i Varde Vestermark og vi fik Stegeflæsk og Grønærter Jordbær og Jordbærgrød hvad der smagte os da vi var sultne og det var dejligt tillavet. Vi havde en hyggelig Aften sammen med Bodil, Karen, Martin og deres Fader og Moder. Kl. 10 gik vi i Seng.



Lørdag d. 24

kørte Karen, Jørgen og jeg afsted til Blaavand. 1 Times Tid efter naaede vi Ballum kro, og gik ind og hilste Kromanden og spurgte efter de gamle. Han viste os derhen. Da vi kom derhen sad der en yngre mand i Stuen, og vi sagde hvem vi var. Saa var det Vestergaard og hans Kone, der var der i disse Dage.
Da den gamle kom ind og havde besindet sig lidt kunde hun ogsaa huske Far og Mor. Det var en venlig gammel Kone. Det var morsomt at tale med Marie og Vestergaard.
Kl. 11 cyklede vi derfra og havde en dejlig Tur ud gennem Klitterne. Ved Middagstid naaede vi Havet og vi begyndte at soppe. Så tog Jørgen og jeg os et Bad - det var dejligt forfriskende.
Efter Badet spiste vi vor Mad og nogen Tid derefter cyklede vi langs med Havet paa Sandet. Det var en fin Cyklesti.
Ved 4 Tiden naaede vi Blaavandsfyret og fik det at se. Der var en mægtig Udsigt . Det er nemligt 43 m (142 Fod) højt og saa staar det jo oppe paa høje Klitter. Det kunde lyse med et Lys paa 100000 Normallys og Lyset kunde trænge 60 km ud (i?) over Havet.
Paa Vejen til Fyret saa vi en Mine, der var drevet i Land og nu skulle sprænges. Et Stykke fra den lå een, som var sprængt.
I Blaavandskroen fik vi Kaffe. Vi så Oksby gamle Kirkeklokke og Kirkegaard.
Kl. 9 kom vi hjem og fik noget dejlig Mad og vi syntes, at det havde været den bedste Dag paa hele Turen da det havde været Solskin hele Dagen.



Søndag d. 25

cyklede Bodil, Jørgen og jeg fra Vestermarken Kl. 9 til Faaborg (?), hvortil vi kom Kl. 11. Vi fik Middagsmad og saa paa Gaarden o.s.v. Kl. 2 fik vi Chocholade og jeg tænkte meget paa Fødselsdagen derhjemme.
Kl. 5 cyklede vi fra Faaborg over Bramminge til N. Farup men der var ingen der kendte Kristian Hansen “Wosnok” [ulæseligt ord] var ikke hjemme saa maatte vi 1 Mil syd for Ribe til S. Farup. Der fandt vi ogsaa Huset og gik derhen. Vi traf en Pige og hun førte os til hans Forældre, som ejede Kroen.
De kendte ikke rigtigt Laurits men sagde, at vi skulde nok faa Mad og Nattely alligevel. Så fik vi et fad Smørrebrød og Mælk.
Kl. 10 kom Hansens Kone hjem og hun kendte Laurits. Vi talte lidt…[ulæselige ord]…om det havde varet hele Dagen(??).
Derefter kom vi i Seng(?).



Mandag d. 26

stod vi op Kl. 7 og frydede os meget over det dejlige Vejr det var. Om Formiddagen kørte vi ud til det store Dige og Slusen som beskytter Marskengen. Om Eftermiddagen kørte vi til Ribe og saa paa Byen og særlig paa den gamle Domkirke. Der var meget at se, blandt andet det smukke Orgel og alle Stenene og en udmærket udført Kristus Figur.
Kl. 5 cyklede vi til Kolding og kom forbi Grænsen ved Foldingbro. Vi saa lidt paa de danske og tyske Vagter der og kørte derefter videre af Kolding til. Vi saa hele Tiden after Skibelund Krat men kørte desværre forbi det og opdagede det først efter vi var kommet en Mil forbi.
Koldings Omegn er umaadelig smuk. Vi kom til Kolding Kl. 8 1/2 og gik hen til [ulæseligt navn] hun gav os Mad og Kaffe og derefter et dejligt og kønt(?) Værelse ud mod Raadhuset. Før vi gik i Seng fik vi Rødgrød med Fløde. Vi havde det som et par Prinser



…….. Beskrivelse af Ribe Domkirke:
Over Hovedindgangen findes det smukke Orgel fra Kristian d. 4 Tid, men som blev restaureret under Kristian d. 9. der blev ved Restaureringen optaget de gamle Gravsten for at de ikke skulle blive helt udslettede blandt andre Hans Tavsen så er der nogle Kalkmalerier og Billeder af Biskopper og andre fine Borgere(?). Naar Folk i den Tid skulde males, skulde Familien med. En Rigmand var malet sammen med sin Hustru og alle sine Børn, to af disse var døde, men alligevel skulle de med. Derfor stod Moderen og pegede ned paa 2 smaa Engle, som skulle forestille Børnene.
Over Alteret er en Kuppel, som der ikke skal findes Mage til andet end i Sofia Moskeen. Fra Gulvet og derop til er 68 Fod.
Alteret ligner det gamle. Det står paa Piller med et Tag over, hvorpå er et Kors. Ved Alteret er der Munkestole. Til venstre forAlteret staar en stor Messing Lysestage med en Pult paa. Den er fra Middelalderen og paa Pulten laa Munkens(?) Messebog. I Præstens Værelse findes der et bord og en Stol fra c(a.) 1500.
Saa er der en Pille, som viser, hvor højt Vandet stod i Kirken i Aaret 1634, da de frisiske Øer blev skilt fra Fastlandet.
Oppe i det store Taarn er der to(?) Klokker. Længere oppe er det gamle Urværk. Fra det hænger i lange Snore to Hamre ned til henholdsvis(?) den øverste og nederste Klokke. Naar Hammeren falder paa den øverste er det Kvarterslagene og paa den nederste Timeslagene. ……..



Tirsdag d. 27

stod vi op Kl. 7 1/2 og Kl. 8 kom Kaffen op. Efter vi havde sagt God Morgen til Karen gik vi saa ud i Byen. Først gik vi ned til Havnen og saa paa Skibene. 1 stort Skib lossede Kul.
Kl. 9 gik vi op i Slotshaven og saa Mindesmærket for C. Ploug.
Derefter gik vi ind i Slottet. Først kom vi ind i en Masse gamle Bondestuer med Møbler. Det var noget i Lighed med Lyngby Musæet. Der var en Del gamle romerske og græske Møntsamlinger.
Vi saa den Vagtstue hvor Ilden opstod. Der var mange gamle Nationaldragter, blandt andre en mandsdragt af Skind og en Kvindedragt med saa man(ge?) Sølvknapper og Sølvspænder.
Saa var der en Lysekrone, som havde været i en Damesalon i Byen. Man kunde ogsaa se Bindingsværket af denne Salon.
Saa var der Altertavler Kalke og gamle Bibler, der var samlede fra forskellige Kirker. Oppe fra Udsigtstaarnet havde man en dejlig udsigt over Byen og Omegnen.
Der var en Udstilling fra 1864. Der var fuldt op af Uniformer, Geværer, Pikkelhuer, Bajonetter og Sabler, Kanonkugler og Granater.
Der var et Rum som forestillede Indgangen til Skanse Nr. 2. Derfra kunde man se ind i et Værelse, hvor der stod Kanoner bag Skansevolde Mundingerne pegede ud over Vandet. Det var udmærket lavet.
Saa var vi nede i Kælderen, hvor Skipper Clement sad fængslet. Ude i den gamle Borggaard stod to kanoner fra 1864.
Der var Maleriudstilling, men da det var Billeder fra Charlottenborg Udstillingen kendte jeg den go(dt?). Det var en køn Slotssø og Slotshave.
Kl. 12 fik vi dejlig Middagsmad.
Efter at vi havde faaet Kaffe cyklede vi med Karen og to andre Frøkener til Skamlingsbanken. Det var en dejlig køretur derud til.
Der var en vidunderlig Udsigt fra Banken. Øverst oppe var den store Støtte, som den 21 Marts 1864 blev sprængt af Preusserne og genopført i Maj 1866. Rundt omkring staar Mindesmærker med Indskrifter og Navne ligesom paa Støtter.
Der er et for N.F. S. Grundtvig som er rejst af Svenskere og Normænd. Et over Peter Hjort Lorentsen saa var der en slank firkantet Søjle over Laurids Skau og en(?) Jes Regenburg.
En smuk Talerstol ved Foden af Banken. Paa den var indhugget mange ord, blandt andet “Han vedblev at tale Dansk”.
Det var dejligt, at vi kom derud. Karen gav Kaffe derude.
Kl. 6 kørte Jørgen og jeg ind igennem Alpedalen, Der var umaadelig skønt,
Efter at vi havde faaet Aftensmad gik Karen med os i Marie Lund, hvor vi fik Kaffe og hørte Koncert. Det var en udmærket dag.
Ved Stationen staar en Statue af C. Berg, hvorpaa der staar “Gaa aldrig paa Akkord med Uretten”. Mange Steder er der Indskrifter om Smaakampe der herskede der i vore sidste Krig.
Paa Koldinghus fandtes Modeller af Fjenneslevlille Kirke, Frederiksborg Slot (f. Brand) og Kolding Hus (før Branden). Der var Smedelavets Faner og et Sme(de)værksted. Et Maleri af Dybbøl Mølle og Ejeren med Hustru.



Onsdag d. 28

fik vi Kaffe Kl. 8 ligesom Tirsdag Morgen. Nød Udsigten over Byen. Kl. 10 kørte vi ud af Fredericia Landevejen til Sanatoriet, men da vi var nået Halvvejen, blev det et vældigt Regnvejr og vi vendte om. Kl. 11.15 fik vi stegt Rødspætte og Rødgrød til Middag [ulæseligt tekstafsnit]
…Kl. 12 gik vi ombord i Koldinghus og lidt efter sejlede vi ud gennem Kolding Fjord. Vi kunde se Sanatoriets Facade. Det var en dejlig Sejltur ud gennem Kolding Fjord og Lillebælt til Middelfart. Der saa vi os lidt om, medens Damperen holdt. Vi sejlede videre forbi Strib til Fredericia. Der måtte vi vente fra 2 1/2 til 6. Ude i Byen traf vi Overlæreren, hans Hustru og nogle af Børnene. De 3 1/2 Time var meget lange